Gå til sidens indhold

Babysalmesang

Kom og del dit barns glæde ved musik...

Det nærvær der kan skabes gennem sang og musik er en helt særlig oplevelse – både for de helt små og for deres forældre. Til babysalmesang stimuleres sansemotorikken samtidig med at følelsesmæssige, sociale og sproglige færdigheder udvikles. Vi bruger kroppen gennem sang og leg i Gl. Vor Frue Kirkes fine og lune kirkerum.

Vi synger salmer og fagtesange, danser, laver rim og remser, ride-ranke-lege, undersøger små instrumenter og kigger på sæbebobler, mens vi lytter til rolig musik. Genkendelighed og forventning er en stor glæde for de små, så vi synger de samme sange mange gange. På den måde kan du som forælder få inspiration til et repertoire, som også kan bruges derhjemme i alle mulige lege- og hyggestunder. 

Kirken åbner 30 minutter før vi starter, så man har mulighed for at komme, når det passer ind i ens barns rytme. Husk gerne et par varme sokker, da vi tager skoene af.

 

Underviser Anna Linnea

Anna Linnea er uddannet Almen Musiklærer fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorie med speciale i bl.a. børnekorledelse. Anna har erfaring med musikundervisning i alle aldre og på alle niveauer, lige fra babysalmesang, aftenskolekor og professionelle orkestre. Anna arbejder efter mantraet ’læring gennem leg’, hvilket i høj grad kommer til udtryk i hendes arbejde med småbørn og børnekor, hvor både krop og stemme aktiveres.

Anna har stor opmærksomhed på at favne alle deltagende, og tilrettelægger undervisningen med udgangspunkt i holdenes og de enkeltes evner. Dermed kan alle få musikalske oplevelser med fra undervisningen, og tage del i det fællesskab som musik og sang tilbyder.

Anna har bl.a. sunget i Domkoret ved Roskilde Domkirke og deltaget i mange kirkelige handlinger og aktiviteter forbundet med Domkirken. Desuden har Anna vikarieret og arbejdet med hele Domkirkens korskole, særligt Spirekoret som hun har været leder af i sæsonen 2022-23.

 

Hold øje på siden

Efter sommerferien vil vi se frem til endnu mere babysalmesang.
På denne side vil dato og hold blive offentliggjort.