CHRISTIAN 4. KAPEL

Kong Christian stod ved højen mast

Fra nordre sideskib er der indgang til Christian 4.'s kapel. Da Christian 4.s første hustru, Anna Cathrine, døde i 1612, besluttede han at opføre et nyt begravelseskapel til sin hustru og sig selv. Byggeriet blev straks sat igang i 1613, men trak ud. Først omkring 1640 stod kapellet færdigt. I Nederlandene havde Christian 4. fået udarbejdet et gravmæle, der efter hans død skulle opstilles i kapellet. Det blev opbevaret på Tøjhuset i København, som brændte i 1647 og gravmælet gik til i branden.

Udadtil var det færdigt 6 år før kongens død i 1648. Men hverken Christian 4. selv eller hans nærmeste efterfølgere magtede at give rummet et rigt udstyr alene bortset fra hofsmeden Caspar Finckes fantasifulde gitter, der lukker kapellet ud mod kirken, og som mesteren forsynede med den selvbevidste indskrift: »Caspar Fincke bin ich genant, diser Arbeit bin ich bekant« (»Jeg hedder Caspar Fincke og vedkender mig dette arbejde«). Bygherren selv hviler i en ret beskeden kiste midt for gavlen, og på låget ligger hans rytterkårde. På hans venstre side ligger dronning Anne Cathrine (1575-1612) og på hans højre sønnen Christian (1603-1647), der som »udvalgt prins« skulle have fulgt faderen på tronen, men døde før ham. Konge blev da Frederik 3. (1609-1670), der sammen med sin dronning Sofie Amalie (1628-1865) hviler i kobbersarkofager med messingdekorationer inden for indgangen til kapellet. 

200 år senere

I de næste 200 år henstod kapellet uden indre dekorationer og som midlertidig opbevaring for døde kongelige. Bortset fra kisterne var rummet næsten tomt i et par hundrede år, men med opblomstringen af den nationale romantik i første halvdel af 1800-tallet, vaktes begejstringen for Christian 4. og man besluttede at give ham et værdigere monument. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen udførte en bronzestatue af kongen, der skulle pryde en ny stor sarkofag. Men planerne blev ændret, og statuen står nu ved indgangen. Loftet og de øverste dele af væggene blev dekoreret med freskomalerier af H. Eddelin, der blandet andet malede en række medaljoner med brystbilleder af berømte mænd fra Christian 1.'s tid. Den mest iøjnefaldende del af udsmykningen er dog de to vældige malerier som Vilhelm Marstrand afsluttede i 1866, og som kollegaen Heinrich Hansen forsynede med »arkitektoniske rammer så naturtro, at man må på nært hold for at forvisse sig om at de faktisk er helt flade«. 

Det mest bekendte billede forestiller Christian 4. »ved højen mast«, det vil sige på dækket af skibet Trefoldigheden under slaget ved Kolberger Heide den 1. juli 1644. Tilsyneladende dødeligt såret styrtede kongen om, men rejste sig kort efter igen, stoppede blodet fra sit knuste øje med et lommetørklæde og bragte panikken til ophør ved at holde en kort tale til besætningen. Det andet billede kaldes Christian 4.s dom og skildrer en episode, hvor kongen ikke alene var dommer, men også en skarpsindig detektiv.

Adelsmanden C. C. Rosenkrantz ville inddrive gæld hos enken efter en anden adelsmand; men hun nægtede at kende noget til gældsbeviset. Kongen undersøgte vandmærket i papiret, og det slog ham, at dette var fremstillet på en papirmølle, som først blev oprettet på et tidspunkt, da gældsbeviserne forlængst skule være udstedt. Der forelå altså falskneri, og Rosenkrantz blev dømt.

Læs mere om Marstrands udsmykning på Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot

Kongepulpituret

Fra Christian 4.'s kapel kan man gå ud midt i kirken og lægge nakken tilbage. På nordvæggen ses kongepulpituret eller Christian 4.'s stol, der med sin overdådige renæssancepragt af snitværk og forgyldning stammer fra begyndelsen af 1600-årene. 

Prædikestolen

Prædikestolen er også et bidrag fra Christian 4. til domkirken. Den blev udført ca. 1610 af den københavnske billedhugger Hans Brockman og er fremstillet af sandsten, marmor og alabast. Som det sted, hvorfra ordet forkyndes, har denne prædikestol - som det er normalt - fire symboler: Matthæus med englen, Markus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ørnen. I øvrigt er dekorationen voldsom - især de nærmest karikaturagtige menneskefremstillinger med forvredne ansigter og tykke læber.