Bogsalon - Georgi Gospodinov: ”Melankoliens fysik”

19 sep 2018
19.00-21.00

Bogsalon ved sognepræst Torben Jeppesen.
Georgi Gospodinov: ”Melankoliens fysik”.
”Må åbnes, når verden er gået under.” Sådan står der på den boks, en af romanens fortællere som dreng samlede historier i. Romanen derimod skal absolut åbnes nu, for den er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman, skønt den også er en apokalyptisk rejseberetning. Gospodinov ser tegn på systemisk sammenbrud overalt, så melankolien oversvømmer langsomt verden, en årstid har sat sig fast, og har ikke til hensigt at flytte sig, hver sæson er efterår. Globalt efterår. Og alligevel er man opløftet efter læsningen, for forfatteren har en udviklet evne til at se det største i det mindste.
Georgi Gospodinov (født 1968) er bulgarsk forfatter, der for romanen har modtaget en lang række priser, bl.a. samtlige litterære priser i Bulgarien.
Jensen & Dalgaard 2017 (skrevet 2012)
***
Bogsaloner i Roskilde Domkirke er samtaler om fremragende bøger.
Det er Roskilde Domsogns præster, der på skift vælger aftenens bog. Efter en kort præsentation af bogen, former aftenen sig som en samtale ud fra korte afsnit af bogen, som både læses højt og uddeles på papir. Det betyder, at man sagtens kan få udbytte af at være med, selvom man ikke har bogen helt præsent eller måske slet ikke har læst den. Samtalen foregår dels i små grupper, dels i plenum.
Foregår i Konventgården.
Store sal, Konventgård, Lille sal, Konventgård