Gå til sidens indhold

Ny Natkirkepræst er kommet for at blive

Foto: Tom Ingvardsen for Magasinet AMEN 

Menighedsrådet ønsker Daniella tillykke med fastansættelsen som sognepræst i Roskilde Domsogn og inviterer alle der har lyst til udvidet kirkekaffe i Domkirken søndag d. 23. marts efter højmessen.

Kan også læses som artikel i Roskilde Avis via SN.dk

Det seneste år har Daniella Anastasie Schilling vikarieret i stillingen som sognepræst, med funktion som præst for den velbesøgte Natkirke i Roskilde Domkirke. Det er med stor glæde at menighedsrådet ved Roskilde Domsogn kan meddele at Daniella Anastasie Schilling pr. 1 marts 2024 er fastansat i stillingen.  

Et enigt menighedsråd indstillede før jul Daniella Anastasie Schilling til ansættelse i en fast stilling som sognepræst i Roskilde Domkirke. Efter Kirkeministeriets godkendelse kan menighedsrådet med glæde meddele, at Daniella er kommet for at blive som Domkirkens faste Natkirkepræst.

I 2022 rejste tidligere sogne- og Natkirkepræst Sarah Krøger Ziethen på tre års orlov til Tanzania for sammen med sin mand at arbejde for Danmission. Planerne om at vende tilbage til arbejdet i Roskilde Domsogn har siden ændret sig, og i efteråret 2023 modtog menighedsrådet besked om, at Sarah har takket ja til et nyt job for Folkekirkens Nødhjælp. Vi ønsker Sarah og hendes familie et fortsat godt ophold i Tanzania, god arbejdslyst i den nye stilling og tak for de fem års gode samarbejde i domsognet.

”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har nu givet menighedsrådet mulighed for at fastansætte Daniella Anastasie Schilling,” fortæller formand for menighedsrådet Bjarne Hald. Beslutningen om fastansættelse af Daniella er truffet af et enigt menighedsråd. Med sit vindende og positive væsen er Daniella blevet meget vellidt hos menighed, kollegaer og øvrige ansatte ved Domkirken. ”Daniella har et stort hjerte for Natkirken og har med succes udviklet sin egen nærværende måde at formidle det kristne budskab. I det arbejde inddrager hun i høj grad Natkirkens frivillige og udvikler sammen med dem det levende og eksperimenterende rum, som netop er vores vision for Natkirken. Jeg er ikke i tvivl om at Daniella er et stort aktiv for Roskilde Domkirke og er meget glad for, at Daniella fortsat vil arbejde for Domkirken,” siger Bjarne Hald.

Daniella Anastasie Schilling blev ordineret d. 6. januar 2023 i Roskilde Domkirke ved biskop Ulla Thorbjørn Hansen. Ved indsættelsesgudstjeneste søndag d. 8. januar 2023 blev hun indsat i præsteembedet i Roskilde Domsogn. Foruden de faste opgaver som præst i sognet virker Daniella som gymnasiepræst og kan mødes som præst for Natkirken to torsdage i måneden.

I Magasinet AMEN #24 Fortæller Daniella om de tanker hun har gjort sig som Natkirkepræst i Roskilde Domkirke (læs med fra side 25).

Foto: Tom Ingvardsen for Magasinet AMEN 

Sarah Krøger Ziethen bor og arbejder endnu i Tanzania, pr. 1. januar 2024 i sin nye stilling som konsulent for Folkekirkens Nødhjælp. Sarah har senest fortalt om arbejdet i sin udstationering til Roskilde Stifts magasin Prædikenpause (læs med fra side 21).