Gå til sidens indhold

Tilgængelighed

Alt om tilgængelighed i Domkirken

Besøgende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser er meget velkomne i Domkirken på besøg eller ved kirkelige handlinger.

Kirkens middelalderlige indretning rummer desværre en række udfordringer for besøgende med nedsat mobilitet, men der er fortsat meget at se på af kirkens middelalderlige indretning indefra.

FORHOLD FOR SÆRLIGE GÆSTER 

Parkering

På Domkirkepladsens sydvestside er der en offentlig handicap P-plads. Afstand fra P-plads til Domkirkens indgang i Søndre Våbenhus er ca. 10 meter.

Adgangsforhold

Der er niveaufri adgang til Domkirkens indgang i Søndre Våbenhus, som kan benyttes af kørestolsbrugere og gangbesværede. Døren er tofaget og automatisk, men det ene fag holdes fra tid til anden lukket, hvorfor man skal bede personalet om at åbne begge døre, når en kørestol skal ind.

Kirkens gulv veksler imellem plane ølandssten og forskellige ældre gravsten med fordybninger og kanter. Der er trapper med adskillige trin til kirkens kor med alter og knæfald samt de kongelige begravelseskapeller.  Kirkens galleri og museum kan kun nås via trapper. Der forefindes ingen elevatorer eller andre løfteanordninger.

Toiletter

Kirkens toiletter er ikke indrettet til besøgende med funktionsnedsættelse. Vi henviser til det offentlige handicaptoilet toilet, Stændertorvet 1.

Ledsagerordning

Roskilde Domkirke har ledsagerordning til gæster med funktionsnedsættelse. Vores mål med ledsagerordningen er at give lige muligheder for at besøge Roskilde Domkirke.

Ordningen fungerer sådan, at gæster med handicap betaler entré og adgang til de kongelige kapeller på lige fod med Domkirkens øvrige gæster. Dog betales ikke entre for gæster i kørestol eller med gangbesvær, da entreen alene gælder de kongelige kapeller og galleri, som kun kan besøges ved at forcere trapper.

Psykiske funktionsnedsættelser

Har man brug for at besøge Domkirken på et mere stille tidspunkt kan det anbefales at komme i hverdagene op til lukketid. De mest stille måneder er november og januar. Her er kirken generelt et godt sted at få fred og ro og en stille stund.

Der kan bestilles skoleforløb hos ROMU, som kan tilpasses specialskoler og klasser.

Teleslynge

Der er teleslynge til rådighed til arrangementer i Domkirken såsom kirkelige handlinger. Der er også enheder med teleslynge til Domkirkens guidesystem til brug for guidede omvisninger.

Servicehund

Servicehunde er meget velkomne i Domkirken.