
Roskilde Domkirkes historie
Læs Roskilde Domkirkes historie
Roskilde Domkirkes særlige berømmelse skyldes uden tvivl, at den
siden 1400-årene har været kongeslægtens foretrukne gravkirke, og
derfor præges kirken ikke mindst af de fire store kapeller der,
sammen med koret og begravelsespladsen fra 1985, rummer begravelser
for tyve konger og sytten dronninger. Det første kapel, de
besøgende møder, er Christian den 1's kapel, der blev opført i
1460'erne, og som oprindelig kaldtes Helligtrekongers kapel.
Kongens formål med kapellet var at gøre det til samlingssted for
en ridderorden, han indstiftede i virkeligheden begyndelsen til den
berømte Elefantorden.Både Christian den 1. selv (1426-1481) og hans
dronning Dorothea (ca. 1430-1496) blev gravsat under gulvet, og et
par prunkløse sten fra nyere tid markerer gravene. Åbenbart
opfattede kongeparret selve kapellet som deres egentlige
monument.

I dag præges rummet af to vældige monumenter i renæssancestil
nærmest udformet som klassiske templer, der vogtes af drabanter i
romerske dragter. Det ældste er rejst over Christian den 3.
(1503-1559) og hans dronning Dorothea (1511-1571); men det er kun
kongen selv, der i skikkelse af alabasterfigurer pryder monumentet.
På låget hviler han i fuld rustning; på baldakinen knæler han i
bøn. Dette gravmæle blev udført hos den berømte billedhugger
Cornelis Floris i Antwerpen i årene 1574-75 og anses for et af de
mest fuldkomne værker, der er overleveret fra renæssancen i
Danmark. Ved siden af Christian den 3's monument står mindesmærket
for sønnen Frederik den 2. (1534-1588) og dronning Sofie
(1557-1631). Mesteren var Gert van Egen, der arbejdede på
monumentet i årene 1594-98, og han har i hovedsagen ladet sig nøje
med at kopiere faderens gravmæle.
Originale og interessante er dog de relieffer på monumentets
sider, der skildrer scener fra kongens felttog mod Ditmarsken i
1559 og fra Den nordiske syvårskrig (1563-70.) Blandt de mange
detaljer ser man soldater rykke frem til slag i datidens
karakteristiske slagorden, dvs. pikenerer med lange lanser i midten
og musketerer med bøsser udenom, samt belejringer af de tre vigtige
fæstninger Bohus, Akershus og Varberg.
De to store gravmæler er tomme, idet både Christian den 3. og
Frederik den 2. såvel som deres dronninger ligger i kister i lave
krypter under gulvet.
I middelalderen rummede kapellet foruden et højalter fire
sidealtre for bl.a. St. Anna og St. Johannes; men de blev alle
fjernet ved reformationen. Samtidig blev kalkmalerierne malet over;
men dem har man dog kunnet fremdrage igen, og de giver stadig et
levende indtryk af et kirkerum i den sene middelalder. Påfaldende
er de cirkler med indtegnede kors som ses flere steder, og som
bryder ind i billederne. Det er såkaldte indvielseskors malet på de
steder, hvor præsten ved kapellets indvielse i 1462 stænkede
vievand. Oppe i hvælvingerne ses bl.a. Kristus som verdensdommeren.
På hans venstre side knæler Johannes Døberen, på hans højre side
jomfru Maria, der blotter sit bryst, idet hun minder sin søn om, at
han har diet ved hendes barm, og at han for hendes skyld må være
barmhjertig og vise menneskene nåde.
Man finder også en korsfæstelsesscene og - som en slags modvægt
mod disse højtidelige scener - musicerende engle med basun, lut og
harpe ja endog en komisk nar, der spiller på fløjte og slår
tamburin. Væggene er et mylder af billeder. Helt uden for den
bibelske motivkreds falder de to våbenskjolde på østvæggene ud for
Christian den l's og dronning Dorotheas grave. Man genkender træk
fra det danske rigsvåben tre løver, tre kroner osv. men i kongens
våben er indsat to fligede nældeblade, der kendetegner ham som
hertug af Holsten, medens Dorothea har bl.a. den brandenburgske
ørn, idet hun var fyrstedatter fra Brandenburg. Den største samlede
komposition er en Golgathavandring, hvor Kristus bærer sit kors ud
af Jerusalems byport. Som det er almindeligt i de gotiske
kalkmalerier, er de fleste figurer iført dragter fra samtiden.

Herudover er der afbildninger af en halv snes helgener et
vidnesbyrd om senmiddelalderens næsten sværmeriske helgendyrkelske.
Man finder St. Christophorus, der bærer den lille Jesus på sine
skuldre, den panserklædte St. Jørgen, der jager sin lanse i gabet
på dragen, og St. Eramus eller Elmo, der var biskop i Antiokia o.
år 300, og som naturligvis er i fuldt bispeskrud.De Hellige tre
Konger, til hvem kapellet var indviet, er der også. Meget festlig
er Balthasar her en 1400 tals laps, der med hånden i siden skridter
ud på højklampede snabelsko.

Kapellets mest mærkværdige stykke inventar er uden tvivl den
såkaldte "kongesøjle". Den er omtrent 300 år ældre end selve
bygningen og udført i granit, hvor kirkens piller ellers er muret
op i mursten. På søjlen findes indhuggede og malede mærker, som
viser at mange regenter - både danske og udenlandske har ladet sig
måle op ad søjlen, så deres højde kunne afsættes. Christian den 1's
helt overmenneskelige mål må dog bero på en teknisk fejl; nok var
han høj, men ikke så høj. Det ses, at zar Peter den Store af
Rusland, der besøgte Danmark i 1716, ragede et hoved op over de
fleste, mens kong Chulalongkorn af Siam (Thailand), der blev målt
under et statsbesøg i 1907, var temmelig lille.

Fra Christian den 1's kapel går man gennem sideskibet hen til
Frederik den 5's kapel, påbegyndt i 1774 og først afsluttet i 1825.
To berømte arkitekter stod for opførelsen, nemlig C.F. Harsdorff og
C.F. Hansen. Harsdorff indførte den rene nyklassicisme i Danmark,
dvs. en genoplivelse af den klassiske græske stil, og dette kapel
er vel i sin blændende hvidhed og strenghed hans mest fuldendte
værk. Frederik den 5. (1723-1766) hviler i en storslået sarkofag
udført af 1700-årenes største danske billedhugger J. Wiedewelt i
årene 1771-88 ved kapellets gavl, og skråt overfor ham finder man
C.F. Stanleys sarkofag for dronning Lovise (1724-1796), medens
kongens anden hustru Juliane Marie (1729-1796) fik en
fløjlsbetrukket kiste, Frederik den 5's forældre Christian den
6.(1699-1746) og Sofie Magdalene (1700-1770) er bisat i de to
siderum, og bygningen var beregnet til fem grave i alt; men Danmark
blev et fattigt land under Englænderkrigen 1807-14. Der var ikke
råd til nybygninger, og det skabte trængsel i dette kapel, som kom
til at rumme elleve grave. Foruden de nævnte er det Christian den 7
(1749-1808), der var fraskilt, Frederik den 6. (1768-1839) og Marie
Sofie Frederikke (1767-1852), Christian den 8. (1786-1848) og hans
anden hustru dronning Caroline Amalie (1796-1881) samt Frederik den
7. (1808-1863) hvis hustru, grevinde Danner, er begravet i
Jægerspris.

Fra udgangen fra Frederik den 5's kapel kan man kaste et blik op
gennem sideskibet mod kirkens apsis og her danne sig et indtryk af
den kirke, som bisp Absalon påbegyndte o.1175. på det tidspunkt var
teglstenene helt nye i Danmark, og det er altså en af vore første
første murstensbygninger, vi her har for øje, idet byggeriet
begyndte med apsis. Bygmestrene var under stadig påvirkning af de
nyeste franske arkitekturstrømninger, hvilket kan ses deraf, at den
nederste etage stadig er i romansk stil med rundbuede vinduer, mens
den øverste etage allerede bærer præg af den mere livlige gotik,
som slog igennem o. 1200.

Som katolsk domkirke måtte kirken have et meget stort kor, idet
der skulle være plads til mange præster, kanniker, ved de daglige
gudstjenester. Til lutheransk brug efter reformationen var det
vældige kor alt for stort, og under den tidlige enevælde blev det
delvis inddraget til kongebegravelser. Her finder man Christian den
5. (1646-1699) og dronning Charlotte Amalie (1650-1714) samt deres
søn Frederik den 4. (1671-1721) og dennes første dronning Louise
(1667-1721) i fire marmorsarkofager - storslåede i deres barokke
livskraft og barokke med deres håndgribelige symboler på død og
forkrænkelighed.

På pillerne omkring højkoret er malet nogle kalkmalerier fra
renæssancen heriblandt et forestillende Svend Estridsen (d.1074)
Nogen portrætlighed er der ikke. Billedet skal kun markere, at man
ved kirkens opførelse optog Svends knogler fra en grav under gulvet
og murede dem inde her. Knoglerne er undersøgt, og det kunne ses,
at Svend var en høj, gangbesværet mand med en kraftig profil. Også
Svends moder Estrid søster til Knud den Store er muret inde i en
pille.

Blandt de gravsatte i middelalderen var junker Christoffer (død
1363), der var søn af Valdemar Atterdag, men døde før sin fader.
Til junkerens grav blev der et sted i Mellemeuropa bestilt et
gravmæle hugget i alabast og forestillende en ung ridder i fuld
rustnig. Det ankom også til kirken, men henlå lige til 1878 før det
blev stillet op.Medens Christoffer blev begravet i Roskilde, skulle
hans søster dronning Margrete (1353-1412) efter eget ønske hvile i
kirken i Sorø, hvor hendes fader, bedstefader og søn var begravet.
Men den daværende Roskilde-bisp Peder Jensen Lodehat, der gennem et
langt liv havde været dronningens nære medarbejder lod liget
bortføre fra Sorø kloster "næsten med vold mod munkene", og i juli
1413 blev hendes bisættelse fejret med storslåede ceremonier af
fostersønnen Erik af Pommern. Herved kom Margrete til at indlede
den lange, næsten ubrudte række af kongebegravelser i kirken, som
hun i øvrigt havde skænket store gaver, og til hvis altre hun og
hendes jomfruer havde syet alterduge. Ligesom broderen Christoffer
fik hun en alabasterfigur på sit gravmæle, der blev opstillet i
1423, og som vistnok blev udført i Lübeck. Det stod i middelalderen
foran kirkens daværende højalter på den fornemste plads. Selve
figuren, der bortset fra kronen er den oprindelige, har måske en
vis portrætlighed med den store dronning "Danmarks riges
fuldmyndige frue og husbond" ; men hun er gengivet som en ung
kvinde, og hun var næsten tres, da hun døde. Et morsomt og
realistisk træk er bjælderne på hendes kjole; de hørte med til mode
dragten i 1400-årene. En rigtig kjole der skal have tilhørt
Margrete, og som også blev opbevaret i Domkirken, blev bortført af
de svenske tropper i årene 1658-60 og er nu i Uppsala. Gravmælets
udsmykning gik i øvrigt til grunde i tidens løb, og de figurer, der
nu pryder dets sider, er fra o. 1900. Til gengæld har dets indre
aldrig været undersøgt. Bag Dronning Margretes grav stod i den sene
middelalder en højaltertavle fra 1498, der skal have været
pragtfuld med mange helgenfigurer og meget sølv og guld; men den er
- ligesom de omtrent 70 sidealtre, kirken havde dengang forsvundet
og kendes kun fra gamle beskrivelser.

Den nuværende altertavle er udført i Antwerpen o.1560. Ifølge
overleveringen skulle den sendes til Gdansk (Danzig); men da den
passerede Helsingør, og der skulle svares Sundtold af den, blev
dens værdi ansat meget lavt. Tolderne tillod sig da - som det var
deres ret - at opkøbe tavlen til den lave vurderingspris.
Altertavlen er opbygget som et skab med to fløje, der i ældre tid
kun blev åbnet på kirkelige festdage. Alle dens billeder er hentet
fra Kristi liv, og de kan "læses" som en sammenhængende beretning.
Man begynder for neden til venstre med bebudelsen, Jesu fødsel,
hyrdernes tilbedelse, de Hellige tre Konger. barnemordet og flugten
til Ægypten. Herover ses hele lidelseshistorien - også begyndende
fra venstre: fremstillingen for Pilatus, Kristus for Herodes,
hudflettelsen, bespottelsen, tornekroningen, nedfarten til
dødsriget og opstandelsen, og endelig ses øverst i midten
Korsfæstelsen flankeret af Kristus hos ypperstepræsten,
domfældelsen, vejen til Golgatha, nedtagelsen af korset samt
gravlæggelsen og himmelfarten. på bagsiden af de to fløje følger
yderligere en række scener forestillende bl.a. undergerningerne:
helbredelsen af en blind, lazarus opvækkelse - samt illustrationer
til de afgørende øjeblikke: Kristus og de skriftkloge, indtoget i
Jerusalem m.v.
O. 1970 blev altertavlen restaureret og står nu med sine
oprindelige farver som en fornem repræsentant for nederlandsk kunst
under renæssancen. I forbindelse med nyopstillingen blev der udført
et nyt altertæppe af væversken Anna Thommesen.
I middelalderen var koret lukket næsten helt af, så de
almindelige kirkegængere kunne høre, men knap nok se kannikerne,
der seks gange om dagen holdt gudstjeneste omkring højalteret.

1 1420 lod biskop Jens Andersen Lodehat - en nevø af forgængeren
Peder Jensen Lodehat - de kannikestole opstille der siden er blevet
omgrupperet og berøvet deres farvepragt, men ellers står der endnu.
Den latinske inskription fortæller, at stolene er udført til minde
om dronning Margrete og bispens berømte farbroder. Deres
konstruktion er ganske udspekuleret, idet de er beregnet på at give
kannikerne mest mulig hvile under de lange gudstjenester, hvor
ritualet krævede, at de skiftevis rejste sig og satte sig ned. Når
man sad, hvilede man hænderne på de udskårne hoveder, der da også
er godt slidte, og når man stod, kunne man klappe sædet op og
støtte sig til det lille sæde kaldet "misericordia" - dvs.
barmhjertighed - nedenunder, medens armene hvilede på de høje
armlæn. Over hver stol er et relief - mod syd med motiv fra »den
gamle pagt«, mod nord fra »den nye pagt, alt i alt en hel
billedbibel. Begynder man nærmest alteret, følger man de
gammeltestamentlige beretninger: Gud skaber himmelen, Evas
skabelse, Kain myrder Abel og forbandes, Noahs ark, Isaks ofring,
Jakob kæmper med en engel og ser himmelstigen, Josef kastes i
brønden, og Jakob modtager hans sønderrevne kjortel, Moses slår
vand af klippen og modtager lovens tavler, jødernes dans om
guldkalven - de helbredes ved at se kobberslangen, Samson og løven,
Samson med byporten, Saul dræber sig selv, og hans hoved bringes
til David, Adonia gør sig til konge, mens David kroner Salomon,
kong Salomons dom, Elias farer til himmels, og Elisa opvækker en
død, Holofernes holder gæstebud og dræbes af Judith, kong Ahasverus
ophøjer Esther til dronning, Job på askedyngen, Daniel i Løvekulen,
Jonas udspyes af havuhyret, Miakkabæerne i slag mod syrerne,
Johannes Døberens fødsel, Johannes Døberen præker om guds lam. Den
nordlige billedrække indledes med Jesu fødsel, de Hellige tre
Konger, fremstillingen i templet og barnemordet i Bethlehem.
Dernæst følger Jesus og Magdalene, Lazarus' opvækkelse, indtoget i
Jerusalem, uddrivelsen af templet samt hele lidelseshistorien. Der
rundes af med nedfarten til dødsriget, opstandelsen. Jesus som
urtegårdsmand, den vantro Thomas, himmelfarten , pinseunderet,
Marias himmelkroning og dommedag.

Foruden kongebegravelserne rummer kirken talrige andre grave
såvel adelige som borgerlige. Under kirken og kapellerne findes
flere gravkrypter, i gulvet ligger der omtrent 175 ligsten, ligesom
der er en lille snes epitafier - dvs. mindetavler med malerier
inskriptioner og figurer, som man brugte i 1600- og begyndelsen af
1700-årene.
Et af de ejendommeligste ses på væggen i nordre sideskib når man
forlader koret, nemlig admiral Just Juels epirafium . Juel var
søofficer, men gjorde sig navnlig bekendt derved, at han i årene
1709-12 opholdt sig ved zar Peter den Stores hof som gesandt. Siden
indtrådte han atter i flåden, og han førte den danske avantgarde
under kampen mod den svenske flåde ved Rügen 8. august 1715.
Omtrent i det øjeblik, slaget var afgjort til fordel for danskerne,
blev Juel dræbt af en tolvpundig kanonkugle, som nu hænger ved hans
epitafium, under dette er der nedgang til en gravkrypt for
medlemmer of de adelige familier Skade, Bielke og Juel. En del af
kisterne er herfra overført til en nærliggende krypt.

Fra nordre sideskib er der indgang til Christian den 4's kapel.
Udadtil var det færdigt 6 år før kongens død i 1648; men hverken
Christian den 4. selv eller hans nærmeste efterfølgere magtede at
give rummet et rigt udstyr alene bortset fra hofsmeden Caspar
Finckes fantasifu1de gitter , der lukker kapellet ud mod kirken, og
som mesteren forsynede med den selvbevidste indsknft: "Caspar
Fincke bin ich genant, diser Arbeit bin ich bekant"- (jeg hedder
Caspar Fincke og vedkender mig dette arbejde). Bygherren selv
hviler i en ret beskeden kiste midt for gavlen, og på låget ligger
hans rytterkårde. På hans venstre side ligger dronning Anne
Cathrine (1575-1612) og på hans højre sønnen Christian (1603-1647),
der som "udvalgt prins" skulle have fulgt faderen på tronen, men
døde før ham. Konge blev da Frederik den 3. (1609-1670), der sammen
med sin dronning Sofie Amalie (1628-1865) hviler i kobbersarkofager
med messingdekorationer inden for indgangen til kapellet.
Bortset fra kisterne var rummet næsten tomt i et par hundrede
år; men med opblomstringen af den nationale romantik i første
halvdel af 1800 årene, vaktes begejstringen for Christian den 4.,
og man besluttede at give ham et værdigere monument. Billedhuggeren
Bertel Thorvaldsen udførte en bronzestatue af kongen, der skulle
pryde en ny stor sarkofag; men planerne blev ændret, og statuen
står nu ved indgangen. Loftet og de øverste dele af væggene blev
dekoreret med freskomalerier af H. Eddelin, der bl.a. malede en
række medaljoner med brystbilleder af berømte mænd fra Christian
den l's tid. Den mest iøjnefaldende del af udsmykningen er dog de
to vældige malerier som Vilhelm Marstrand afsluttede i 1866, og som
kollegaen Heinrich Hansen forsynede med »arkitektoniske« rammer så
naturtro, at man må på nært hold for at forvisse sig om. at de
faktisk er helt flade.Det mest bekendte billede forestiller
Christian den 4 »ved højen mast« - dvs. på dækket af skibet
"Trefoldigheden". under slaget ved Kolberger Heide den 1. juli
1644. Tilsyneladende dødeligt såret styrtede kongen om, men rejste
sig kort efter igen, stoppede blodet fra sit knuste øje med et
lommetørklæde og bragte panikken til ophør ved at holde en kort
tale til besætningen.
Det andet billede kaldes "Christian den 4's dom" og skildrer en
episode, hvor kongen ikke alene var dommer, men også en skarpsindig
detektiv. Adelsmanden C. C. Rosenkrantz ville inddrive gæld hos
enken efter en anden adelsmand; men hun nægtede at kende noget til
gældsbeviset. Kongen undersøgte vandmærket i papiret, og det slog
ham, at dette var fremstillet på en papirmølle, som først blev
oprettet på et tidspunkt, da gældsbeviserne forlængst sku1le være
udstedt. Der forelå altså falskneri, og Rosenkrantz blev dømt.
Fra Christian den 4's kapel kan man gå ud midt i kirken og lægge
nakken tilbage. På nordvæggen ses kongepulpituret eller Christian
den 4's stol, der med sin overdådige renæssancepragt af snitværk og
forgyldning stammer fra begyndelsen af 1600-årene.

Overfor kongepulpituret er orgelet. Dets ældste del er
pulpituret, som stammer fra første halvdel af 1400-tallet.
Brystværnspanelet med rygpositivet går tilbage til 1554, og blev
konstrueret af den nederlandske orgelbygger Herman Raphaëlis
Rottensten-Pock; men det meste af orgelet er omtrent 100 år yngre,
og dekorationen på hovedværket er i bruskbarok-stil kaldet således,
fordi et stadigt tilbagevendende motiv ligner en øreflip med
ørebrusk,
Orgelet blev gennemgribende restaureret 1988-91.

Prædikestolen er også et bidrag fra Christian den 4. til kirken.
Den blev udført o. 1610 af den københavnske billedhugger Hans
Brockman og er fremstillet af sandsten, marmor og alabast. Som det
sted, hvorfra ordet forkyndes, har denne prædikestol - som det er
normalt - fire symboler: Matthæus med engelen, Markus med løven,
Lukas med oksen og Johannes med ørnen. I øvrigt er dekorationen
voldsom - især de nærmest karrikaturagtige menneskefremstillinger
med forvredne ansigter og tykke læber.

Fra midterskibet kan man atter gå over nordre sideskib til St.
Birgittes kapel - et af de mange kapeller, der blev føjet til
kirken i 1400 årene. Her er samlet en del inventar fra senkatolsk
tid, og hvælvingerne er der kalkmalerier fra 1511, bl.a. den
groteske djævel, der ifølge indskriften "skriver dem op", der
kommer for sent og driver rundt med tom snak".

Som nabo til St. Birgittes kapel ligger Christian den 9's eller
det Glücksborgske kapel, der blev tegnet af arkitekt A. Clemmensen
og stod færdigt 1924. Midtfor i dobbeltsarkofagen hviler Christian
den 9. (1818-1906) og dronning Louise (1817-1898), til venstre
Frederik den 8. (1843-1912) og dronning Louise (1851-1926), til
højre Christian den 10. (1870-1947) og dronning Alexandrine
(1879-1952).

Ingen, der besøger Domkirken, bør undlade at give agt på tiden
og - når klokken nærmer sig hel - tage opstilling foran Kirsten
Kimers, Per Døver og St. Jørgen med dragen, de mekaniske figurer
fra o.1500, der befinder sig over indgangen. Hver fulde time går
St. Jørgens hest til angreb på dragen, der udstøder et hyl,
hvorefter Kirsten slår kvarterslag på sin lille klokke, derefter
slår Per timeslag, medens Kirsten forskrækket virrer med
hovedet.

Hermed slutter vi rundgangen inde i kirken; men besøget bør ikke
være forbi med det. Vi fortsætter udenfor og går venstre om. Her
passerer man først Christian den 1's kapel med den sengotiske gavl,
der dog er en mindre heldig rekonstruktion fra 1860-erne.
Så følger Frederik den 5's kapel, der som nyklassicistisk
bygning vel egentlig burde have været hvid eller grå, men pænt
holder sig til den røde teglsten - en reverens til middelalderen,
som man ellers foragtede dybt i 1700-årene.
Oppe på tagryggen er det såkaldte Margretespir - en slank
tagrytter, der ifølge overleveringen er opsat af Erik af Pommern.
Det er dog fornyet flere gange - første gang i 1657 og næstsidst
efter en brand i 1968; men dets udseende har næppe ændret sig siden
1400-årene. I 1999 blev spiret udskiftet med et nyt, idet det gamle
var gennemtæret af salt og fugt. En meget gammel skik knytter sig
til Margretespiret, idet klokken ringer hver dag kl. ti, femten,
sytten og nitten, medens der ringes fra det søndre tårn kl. otte og
kl. tolv. Denne skik er uden tvivl en videreførelse af
middelalderens "tideringning" - dvs. de ringninger, der i
middelalderen varslede gudstjenesternes begyndelse, og som i øvrigt
fungerede som tidssignal for hele byen dengang, da ingen
almindelige mennesker ejede et ur. Ifølge Roskilde stadsret fra
1268 åbnede torvet når der blev ringet til morgengudstjeneste, og
det lukkede når kannikerne sluttede højmessen.

Vandringen fortsætter bag om kirkens apsis og under
Absalons-buen, en overdækket bro, der nu forbinder kirken med
palæet; men som i middelalderen førte over til bispegården. Den er
bygget af frådsten eller kildekalk og kunne forsåvidt godt være fra
Absalons tid, men er sandsynligvis noget yngre - sikkert fra
begyndelsen af 1200-årene, Her havde - og har - bispen sin private
bagdør til kirken.
Til palæet knytter sig en overlevering om Arthur Wellesley - den
senere hertug af Wellington, idet han under det engelske angreb på
Sjælland i 1807 opslog sit hovedkvarter her. Englænderne blev
opskræmte ved rygter om, at danske partisaner skjulte sig i kirken
og forberedte et overfald. Gidsler blev samlet og som et skjold
jaget loran de engelske soldater, der trængte ind i kirken med
skudklare geværer - kun for at opdage, at det var falsk alarm.

På nordsiden af kirken lige efter den store halvrunde apsis ses
Oluf Mortensens våbenhus. Det opførtes efter en brand, der hærgede
kirken i 1443, af Oluf Mortensen Baden, der den gang var ærkedegn,
og som siden blev biskop. Våbenhuset er bevaret uden ombygninger af
nogen art og er et fornemt eksempel på dansk sengotik. Det gælder
såvel de små murede spir - kaldet pinakler sorn den næsten
kniplingsagtige bort af formsten,der afgrænser gavlen forneden.
Over døren er indfældet en rund kobberplade, hvorpå der er malet et
billede af kirkens skytshelgen St. Lucius, der var pave i Rom
253-54, og som led martyrdøden. Billedet er dog meget medtaget, for
det danske klima egner sig ikke til udendørs malerier.

Efter våbenhuset følger Christian den 4's kapel i den stil, der
efter oprindelseslandet kaldes nederlandsk renæssance - en
arkitektur, hvis kendetegn er røde murflader af tegl, som brydes af
friser og skulpturer af sandsten. Byggeriet blev igangsat i 1613
under ledelse af bygmester Lorens van Steenwinkel, og da han døde
1619, blev det videreført af broderen Hans van SteenWinkel.
I 1985 blev Frederik den 9's begraveIsesplads taget I brug, da
kongens kiste overflyttedes hertil. Gravpladsen er en udækket
oktagon (ottekant), opført af håndstrøgne sten nordvest for
Christian 9's kapel. Den er tegnet af arkitekterne Inger og
Johannes Exner og Vilhelm Wohlert. Gitterlågen er udført af Sven
Havsteen-Mikkelsen, kongens gravsten af Erik Heide. Området omkring
kirken blev samtidig reguleret. Efter Vilhelm Wohlerts projekt
genskabtes det gamle bakkehæld nordvest for kirken, og pladsen
fremtræder nu brolagt og med gangstier af bordursten.
Det kan ikke nægtes, at de mange kapeller i nogen grad slører
den egentlige kirke, og man fornemmer knap nok, hvor helstøbt et
monument, den oprindelig var - opført i et stræk gennem de hundrede
år, da gotikken var ung og livskraftig i Danmark. Til gengæld
medvirker kapellerne netop til at gøre denne domkirke til et stykke
stilhistorie. Man møder romansk stil - de rundbuede vinduer i apsis
- unggotik, nordtysk sengotik, nederlandsk renæssance, klassicisme
og i Christian den 9's kapel endda en efterklang af historismen -
de gamle stilarters gengangerfærd, og inde i kirken kan man hertil
føje ung-renæssance og barok. Magen til rigdom finder man ikke
noget sted i Danmark. og skulle vi have det hele med, ville det
fylde en tyk bog og kræve dages eller ugers studium. I tredive
generationer har danskerne søgt denne kirke nogle for at deltage i
gudstjenesten, nogle for at beskue et nationalmonument, alle kom
med en eller anden form for andagt. Tredive slægtled har sat deres
spor; tusinder af hænder har rejst dens mure, tækket dens tag,
hugget skulpturer eller skåret altertavler til den, syet alterduge,
smedet beslag, støbt klokker og bygget orgler m.m.