Gl. Vor Frue Kirke

Hjørnet af Grønnegade og Fruegade

Akvarel: Kirsten Kildegaard Petersen. 2001.

Den ældste kirke til gotisk tid (o. 1080-1536)

Vor Frue kirke er en enestående bygning, Sjællands eneste bevarede frådstens-basilika, dvs. en kirke med flere skibe, hvor midtskibet er højere end sideskibene, og hvor der er åben forbindelse mellem skibene.

Hovedparten af de tidligere danske kirker var små, enskibede bygninger. Ved siden af domkirkerne rager enkelte andre op og gør sig bemærket ved deres særlige størrelse eller udformning. Blandt disse er Vor Frue i Roskilde sammen med Tamdrup og Asmild i Jylland, Dalby i Skåne og den tidligere St. Mikkels kirke i Slagelse smukke eksempler på den treskibede basilika.

I middelalderen var Vor Frue et vældigt bygningskompleks med et kor, der var lige så langt som selve skibet. Mod syd lå et stort cistercienserkloster, hvis nonner kom fra Sjællands rigeste familier. Og kronen på værket var et mausolæum, opført over helgenen Margrethe af Højelse. Skarer af pilgrimme valfartede hertil og deres gaver gjorde kirken mægtig og velstående.

I dag står Vor Frue i skygge af Domkirken, den ligger ikke mere ved byens befærdede strøg, men fra toget kan kan ikke undgå at lægge mærke til den statelige bygning. Den består af en iøjnefaldende kort og høj kirke med et svært tårn mod vest. De maleriske proportioner er resultatet af bygningens næsten 900-årige omtumlede tilværelse. Den er ombygget flere gange, brændt, udvidet, dele af den er revet ned, og i 1800-tallet blev den restaureret i forsøg på at føre den tilbage til sin oprindelige, romanske skikkelse.

Når man i dag er i stand til at redegøre for bygningens komplicerede historie, skyldes det en række store udgravninger foretaget i 1850'erne af Jacob Kornerup og Steen Friis, i 1871 af J.B. Löffler og endelig i 1933-34 af C.G. Schultz. Herved er det blevet klart, at kirken, som i dag står uden selvstændigt kor, op gennem middelalderen har haft ikke færre end tre forskellige udformede korbygninger. Ved undersøgelser inde i kirken viste det sig, at de store, rundbuede åbninger (arkader), der forbinder højkirke og sideskibe, tidligere har været mindre. Hvor der i dag kun er en bue, har der oprindelig været to. Gennem disse og andre iagttagelser har man kunnet finde frem til, hvordan kirken oprindelig så ud.

   

Den ældste kirke (o. 1080)  

Svend Normand, der var biskop i Roskilde 1073-88, var kirkens bygherre. Det var også ham, der lod forgængeren for den nuværende domkirke opføre. Begge kirker var, som flere af byens andre, opført af kildekalk (frådsten). Som navnet siger, er det en kalkstenart, der afsættes ved kildevæld. Roskilde var rig på kildekalk, som fik en udbredt anvendelse, da stenen er let bearbejdelig.

Tegningerne giver et indtryk af, hvordan Vor Frue så ud i sin oprindelige skikkelse. Mod øst afsluttedes den af tre halvrunde apsider. Væggene mellem midtskibet og de to sideskibe var gennembrudt af syv rundbuede arkader, og rummene havde fladt bjælkeloft. Midtskibets små, romanske vinduer sad lige under loftet, nu er de blændede, men man kan stadig se dem nedenunder de nuværende vinduer, som sidder i en senere forhøjelse af muren. Over nordsidens arkader kan man iagttage, hvorledes frådstenene er lagt i sildebensmuring (opus spicatum). Denne bygning fungerede som sognekirke både for byens sydlige del og for landområdet umiddelbart syd herfor.

Ændringer i romansk tid (til o. 1250)

I slutningen af 1100-tallet skete der to afgørende begivenheder i kirkens historie. Der blev bygget et nonnekloster op til kirkens sydside i 1160, og 17 år senere blev Den hellige Margrethe af Højelse bisat her i et storslået mausolæum.
Samtidig blev der foretaget store bygningsændringer, både i øst og vest. Mod øst blev det gamle kor revet ned og de tre apsider blev sløjfet.

På det gamle kors plads opførtes en stor kvadratisk bygning med fire grathvælv, som hvilede på en stor søjle midt i rummet. Desuden blev der i vest opført en bygning, hvor tårnet nu står.

Efter al sandsynlighed havde dette nybyggeri forbindelse med Den hellige Margrethes gravlæggelse. Det er blevet foreslået, at de ny, hvælvede kor, der i udformning er fuldstændig enestående i Danmark, i virkeligheden har været Margrethes mausolæum. Man må så tænke sig, at højalteret er blevet flyttet ned i skibet, hvor alteret i dag har sin plads. Der foreligger imidlertid også den mulighed, at det var tilbygningen i vest, der var Margrethes mausolæum. Om denne bygning ved man dog kun, at dens udstrækning var noget mindre end det nuværende tårns.

Kort efter år 1200 tog man igen fat på kirkens vestlige del. Tilbygningen blev udvidet og ændret til det, der i dag udgør tårnets nederste del. Samtidig forlængedes nordre sideskib mod vest (i dag Hahns kapel). Arbejdet fortsatte også ind i højkirken, dets vestfag blev revet ned men genopførtes i samme skikkelse som før. Hertil blev anvendt et nyt materiale: fint tilhuggede kridtkvadre. Ydermurene blev opført af teglsten, formentlig som en sikring mod vejrliget.

Midt i 1200-tallet brændte klostret, og kirken gik heller ikke fri.
Fund af brandspor har vist, at ilden havde fat i kirkens vestparti. Ved genopbygningen fik Vor Frue et rigtigt tårn. Det var et stokværk lavere end i dag og havde hvælvet tårnrum, der åbnede sig ind mod skibet med en bred, spidsbuet arkade.

   

 

Ændringer i gotisk tid (o. 1300-1536)

Omkring år 1300 var gotikken for alvor kommet til Danmark. Den rige Vor Frue kirke ønskede ikke at stå tilbage og besluttede at følge de nye arkitekturstrømninger ved at forhøje bygningen og forsyne den med hvælvinger.
For at gennemføre dette nedbrød man hveranden af de gamle arkadepiller og forstærkede de øvrige. Midtskibets mure blev forhøjet omtrent fire meter og fik nye, spidsbuede vinduer, mens de gamle, romanske vinduer nedenunder blev blændede. Samtidig overhvælvedes hele kirken efter det bundne system, hvor et hvælv i midtskibet svarer til t hvælv i sideskibet. 

  Kort efter år 1400 besluttede man igen at ændre koret. Sandsynligvis blev det nye, meget omfattende byggeri muliggjort af de store gaver, som dronning Margrethe havde betænkt kirken med i sit testamente. Den gamle korbygning blev revet ned og gav plads for et nyt kor, der blev lige så langt som skibet og strakte sig helt ud til der, hvor Fruegade løber i dag. Det var et pragtfuldt lyst, hvælvet rum med god plads til datidens mange sidealtre, til gejstligheden og til processionerne på de store festdage.

Det sidste byggeri vi kender til fra den katolske tid er, at tårnet i begyndelsen af 1500-tallet blev gjort et stokværk højere. Herved fik det sin nuværende størrelse.

   

Reformationen 1536

Da Reformationen blev indført i 1536 stod her et vældigt bygningskompleks bestående af den næsten 60 meter lange kirke, der mod syd var sammenbygget med det store nonnekloster.

Alt dette tilfaldt nu kronen. Men i 1570 mageskiftede Frederik 2. det med en adelsmand, der lod det næsten 400 år gamle kloster rive ned. Godt en snes år efter blev kirken berørt af en bybrand, der hærgede kvarteret umiddelbart mod øst.

Efter nedrivninger og brand var det en meget amputeret bygning, der stod tilbage ved 1600-tallets begyndelse. Hele koret, søndre sideskib og skibets østligste fag var forsvundet.

Kirkens nuværende østgavl stammer fra denne ændring, den står derfor et fag inde i den oprindelige bygning.

 

Restaureringer i 1800-tallet

Med 1800-tallets vågnende antikvariske interesse kom også Vor Frue i søgelyset. Drivkraften bag de restaureringer kirken gennemgik var domkirkens initiativrige og dygtige værge Steen Friis og maleren og arkæologen Jacob Kornerup. Restaureringsarbejderne var påkrævede, da kirken var stærkt forfalden. Dertil kom, at man i pagt med tidens historiske interesse forsøgte at gengive kirken, hvad man opfattede som dens oprindelige stilpræg.

Gl. Vor Frue Kirke set fra nord før det romanske våbenhus blev revet ned. J. Kornerup 1853.

I 1857 blev det gamle, romanske våbenhus nedrevet og erstattet af et nyt i samme stil, tegnet af arkitekten H.S. Sibbern (1828-1901). Ikke mange år efter opdagede man, at midtskibets hvælvinger var i dårlig stand, og trods deres fine gotiske kalkmalerier blev de brudt ned. I stedet forsynede man skibet med fladt bjælkeloft højt over det oprindelige loftsniveau i et forsøg på at genoplive den romanske bygning. Samtidig blev de spidsbuede, gotiske vinduer ændret til rundbuede, "romanske".

Hermed stillede man sig dog ikke tilfreds. I 1888 opførtes det nuværende søndre sideskib i stedet for det, der var blevet revet ned 300 år tidligere. Det ny var tegnet af arkitekten J.D. Herholdt (1818-1902), som en kopi af nordre sideskib.
I 1907 blev den Ny Vor Frue kirke bygget i Kamstrup syd for Roskilde og den gamle kirke har siden da kun lejlighedsvis været brugt til gudstjeneste og kirkelige handlinger. Den gamle kirke bruges hyppigt til begravelser, mange foretrækker at blive stedt til hvile på den smukke gamle kirkegård.

I nyere tid har kirken dog i kortere perioder været i brug regelmæssigt. Det skete i isvintrene under 2. verdenskrig, da man flyttede gudstjenesten herover fra Domkirken. Og efter at Søndre Sogn var udskilt fra Domsognet i 1965 foregik kirkegangen her, mens man ventede på, at Jakobskirken, blev færdigbygget. Det skete i 1974.

 

Kalkmalerier

Da kirkens hvælvinger skulle tages ned i 1865 viste det sig, at der var kalkmalede dekorationer under hvidtelaget. Der blev derfor før nedtagningen udført kopier i akvarel af dekorationerne. Efter akvarellerne at dømme var dekorationerne i slægt med domkirkens kalkmalede toprosetter og ribbebemalinger fra omkring 1300, og må altså være blevet udført umiddelbart efter at hvælvene blev sat op.
Det eneste kalkmaleri man i dag ser i kirken, findes på den østligste pille i højkirkens nordside. Det er en genopmaling af et indvielseskors fra 1400-tallets begyndelse.

Ved restaureringen fandt man også spor efter romanske kalkmalerier udført på fin glittet puds på midtskibets vægge. Ved restaureringen 1986 var der intet mere at se.

 

Inventar

Selvom kirkens bygning omkring 1600 var blevet voldsomt reduceret, betød det dog ikke, at man hold op med at bruge den. Efter reformationen blev de fleste af byens mange sognekirker revet ned eller fik lov at stå og forfalde. Men Vor Frue fortsatte som sognekirke, blev sat ordentligt i stand og fik et nyt, pragtfuldt inventar, som blev udført på to af byens fineste snedkerværksteder.
Altertavle og prædikestol stammer fra Brix Michgell's værksted og er skåret i 1620'erne. Stolestaderne og et skab til messeklæder er udført af Caspar Lubbeke i 1600-tallets midte.

De to billedskærere kendes fra Roskilde Snedkerlavs protokol, og arbejder fra deres hånd findes stadig i omegnens kirker. Brix Michgell kaldes også "den fine Roskildemester", han var en fremragende billedskærer med et stort værksted, hvis mange arbejder er af høj kvalitet både teknisk og kunstnerisk. Blandt Brix's arbejder kan nævnes altertavlerne i Svogerslev, Gadstrup og Smørum og prædikestolene i Tune, Osted, Greve og Jyllinge. Caspar Lubbeke er mest kendt for sine arbejder i Domkirken, hvor han er mester for den store orgelfacade fra 1654 og for de kunstfærdigt skårne trægitre for Trolles og Krags kapeller.

Fotograf: Flemming G. Rasmussen

Altertavlen

er et stramt opbygget arbejde i senrenæssance. Dens relieffer forestiller de fire apostle, englebørn med Christi lidelsesredskaber (stav med eddikesvamp, martersøjle m.m.), samt de kristne dyder fremstillet som kvindelige hermer med forskellige attributter (tro:kors, håb:anker, kærlighed:børn, retfærdighed:sværd, klogskab:spejl og slanger, mådehold:kande og bæger).

Tavlens malerier er indsat i slutningen af 1800-taller. Maleren Constantin Hansen er mester for Nadveren i storfeltet og Vejen til Emmaus i topfeltet. Evangelisterne i de fire sidefelter er udført af F.C. Lund.

 

Prædikestolen

er samtidig med altertavlen og typisk for Brix Michgell's værksted. Den er opdelt i fem fag, flankeret af dydehermer. De fem relieffer forestiller: Gravlæggelsen, Opstandelsen, Himmelfarten, Dommedag samt Christian 4.s kronede monogram.
Den latinske indskrift på stolens nederske frise lyder oversat: Denne prædikestol er udsmykket da den højædle Mogens Basse var lensmand og hr. Ole Christensen fra Roskilde var præst år 1623. Initialerne, I.P.K., står sandsynligvis for kirkens værge.

 

Stolestaderne

er udført med otte års mellemrum. Først mandsstolene i sydsiden 1649, derefter kvindestolene mod nord. Denne tidsforskel har sat sit præg på gavlens udformning. De er ens opbygget med fint, indlagt træarbejde, intarsia, og med et englehoved som top. Men kvindesidens engle er mere viltre, mere bruskede i deres barokudtryk end mandssidens.

Af det middelalderlige inventar er intet bevaret på stedet. Da Ny Vor Frue blev bygget i 1907 overførtes en del af inventaret fra den gamle kirke hertil: det pragtfulde gotiske korbuekrucifiks, altersølvet samt trædøbefonten fra o. 1700 med dåbsfad fra o. 1550.

Alterbordet er fra 1865. Da blev det middelalderlige, murede alterbord revet ned, og det ny bygget på samme sted. I det gamle alterbord fandtes et lille, flisedækket rum, en såkaldt helgengrav, hvor man i katolsk tid opbevarede relikvier.

Den nuværende døbefont er romansk. Den stammer fra den gamle Vindinge kirke og er først kommet til Vor Frue i nyere tid.

Tekstiler

I forbindelse med restaureringen 1985-86 udskrev menighedsrådet en konkurrence om ny tekstiler til kirken.

Konkurrencen blev vundet af tekstilformgiver Kirsten Kamedula, der har udført tæppe til alterbordsforsiden (antependiet), alterdug og altertæppe samt betræk til knæfald og stolestadernes hynder.

Antependiet er vævet i kærlighedens røde og den guddommelige magts purpur farver, indvirket med guldtråde - det himmelske lys, der stråler ned over og ud fra alteret.

 

Begravelser og gravkapeller

Kirkens ældste begravelser stammer fra romansk tid. De er bygget af frådsten eller tegl og er udformet så de skråner ind mod fødderne, og flere har et smallere rum til hovedet.

I nogle grave fandtes små lerpotter med trækulsrester i, her har man brændt røgelse ved begravelsen. De romanske grave, der ligger syd for kirken er af tegl. Formodentlig er det nonnegrave.

Ved kirkens nordøstre hjørne kan man se en rekonstruktion af en frådstensgrav.
Kirken har bevaret tretten ældre, store ligsten. Den ældste er romansk, et fragment, som nu er indmuret i våbenhusets østvæg.

Gravsten over adelsmanden Evert Grubbe, der var forstander for Vor Frue kloster, død 1492. Desuden findes der to gotiske, ni renæssancesten og en fra barokken. Knap halvdelen er lagt over præster ved kirken. Det yngste gravmæle sidder i midtskibets sydvæg. Det er et klas- sicistisk marmorepitaf opsat til minde om præsten Peder Hersleb Abildgaard (1727-99) og hans familie. Portræt- medaljonen er udført af P.L. Gianelli.

Gravkapeller

To vældige smedejernsgitre afspærrer gravkapellerne i sideskinenes vestforlængelser.

Kapellerne blev indrettet i 1914, og kisterne stammer fra to nedbrudte kapeller i Domkirkens vestende. Her hviler medlemmer af de adelige familier Krabbe og Hahn, som ved ægteskab var i familie med hinanden.

I sydkapellets to fornemme marmorkister ligger geheimeråd Otto Krabbe (død 1719) og hans hustru Birgitte Skeel (død 1737).

I nordkapellets fem store, rigt udsmykkede kister hviler overhofjægermester Vincents Joachim Hahn (død 1680), hans anden hustru Ida Hedewig Ruhmor (død 1681) og hans to børn Frederich og Catharina Sussana, begge døde knap tyve år gamle. Den kostbare kobberkiste med portrætbuste på gavlen er Charlotte Amalie Krabbes (død 1709). Hun var datter af Otto Krabbe og gift med admiral Ulrich Chr. Gyldenløve, en søn af Christian 5.

Jagtscene. Detalje af gitteret for Hahns kapel. Vincentz Hahn var kongelig jægermester og stor-godsejer. Hans jagter og hans forbedringer af godsdriften gjorde ham forhadt af bønderne, men han var Christian 5's yndling.

 

Vor Frue Kloster - Roskilde

Klosteret blev stiftet 1160 af landprovst Isak. Gennem Saxo kender vi de dramatiske begivenheder, der gik forud.

Der var tale om en bodshandling fra provstens side. Nogle år før havde han nemlig sammen med to andre høje gejstlige gennemtrumfet at bisp Asser (død 1158) blev begravet tæt op ad bisp Vilhelm i Domkirken. Bisp Vilhelms grav blev forstyrret, og man forstyrrede ikke ustraffet den hellige mands ben.

Gravskænderne blev ramt af Himlens vrede. Snart efter døde to af dem, den ene fik "den frygtelige ild i næsen", den anden "brækkede sin lever op". Da besluttede Isak at oprette et kloster ved Vor Frue. Han undgik alligevel ikke sin skæbne og døde efter en langvarig lungesot.

Klosteret blev det første af Roskildes tre nonneklostre. Man har tidligere ment, at det var et benediktinerkloster de første år, men meget tyder på, at det hele middelalderen igennem hørte til cistercienserordenen.

Vor Frue kloster var en fornem og velhavende institution, der både havde kongers og biskoppers bevågenhed. Nonnerne kom fra stormandsslægter, også enkelte kongedøtre var nonner her. Antallet af nonner må have været temmelig stort, for allerede i 1193 kunne nonner herfra grundlægge et datterkloster i Bergen på øen Rügen, som dengang hørte under Roskilde Stift.

Klosteret var bygget op mod kirkens sydside, men man ved kun lidt om bygningen. Ved udgravninger har man fundet rester af nordre og vestre fløj, og det viste sig at klosteret har haft flere store sale, nogle af dem overhvælvede. Den velstående institution har haft brug for repræsentative rum.

Nonnerne benyttede kirken til gudstjeneste, og der er fundet spor af trapper fra klosteret til kirken. Som kvinder måtte nonnerne ikke selv forrette altertjenesten, men man kan forestille sig, at de fra et galleri i midtskibets vestende har overværet gudstjenesten og taget del i korsangen.

Midt i 1200-tallet brændte klosteret, men det blev bygget op igen bl.a. med hjælp fra kongen. Det ser du til at klosteret i takt med kirkens forskellige ændringer er blevet udvidet mod øst.

Reformationen forløb forholdsvis fredeligt. De gamle nonner fik lov til at blive, men der var lukket for tilgang af nye. Kongen overtog klosteret, men mageskiftede det 1570 med adelsmanden Franz Banner. Han lod det næsten 400 år gamle kloster rive ned.

På Resens kort over Roskilde, tegnet omtrent 100 år efter nedrivningen, er der intet tilbage af bygningerne. Kun klosterkilden syd for kirken minder om nonnernes færden.

Nonnegrav. Liget ligger i en blykiste i den murede begravelse. På bly-kisten var spor af en malet, latinsk indskrift. Heraf kunne tydes: her hviler . . gunde Vilhelmsdatter.

Margrethe af Højelse

Omtrent en snes år efter klosterets oprettelse blev en helgeninde knyttet til Vor Frue.
Margrethe var en slægtning til biskop Absalon og boede med sin mand Herlog i Højelse nord for Køge. En dag blev hun fundet død, og man troede at hun havde begået selvmord. Selvmord var en alvorlig synd, hun måtte derfor ikke hvile i indviet jord, men blev begravet på stranden neden for Højelse.

Da viste der sig et himmelsk lys over graven, og snart begyndte folk at fortælle om mirakler, som hændte der. Nu blev sagen nøjere undersøgt og det viste sig, at Margrethes ægtemand havde myrdet hende og sløret sin udåd som selvmord.
En sommerdag i 1177 blev hendes lig ført i procession til Roskilde, hvor Absalon modtog det. Under stor pragt blev Margrethe bisat i Vor Frue, hvor et mausolæum blev opført til hendes ære.

Kort efter bisættelsen fik kirken et nyt, stort kor af en helt enestående udformning, muligvis opført som mausolæum for Margrethe. Pengene til byggeriet må være kommet to steder fra. Dels fra den bod Herlog er blevet pålagt, og dels fra Absalon, der skæn- kede Vor Frue stort jordegods og hele bispetienden af Roskilde by.

Margrethe blev aldrig kanoniseret af paven i Rom, men hun blev dyrket som helgen både i Vor Frue og i det lille kapel, der blev bygget over hendes første grav på stranden. Herfra tilflød der klosteret en fast indtægt, for Absalon havde bestemt, at en trediedel af de gaver, pilgrimmene skænkede kapellet, skulle tilfalde Vor Frue.

Mange pilgrimme valfartede til Den hellige Margrethe, og helgendyrkelsen var vanskelig at udrydde. Selv efter Reformationen kom folk til hendes grav i håb om helbredelse og helt op til midten af 1800-tallet har man efterretninger om, at folk har lagt penge i kirkeblokken i håb om helbredelse.

 

-------------

I nyere tid er kirken blevet istandsat i 1950-51 af arkitekt Helge Holm. Men i begyndelsen af 1980'erne måtte man konstatere, at kirken atter trængte til restaurering.

Bygningen har altid været plaget af fugtproblemer, og dem har man i 1800-tallet søgt at klare ved at forsegle væggene med cement og skiferbelægning under pudsen. Det betød dog blot, at man udskød problemerne. I 1984 henvendte menighedsrådet sig til arkitekt Per Axelsen, der har stået for den seneste restaurering.

Næsten alle kirkens vægge er nu hugget fri for gammel puds, og cement og skiferlag er fjernet. Herefter står kirkerummet med en nænsom kalkning, der gør det muligt at se murværk og bygningsspor fra ældre tid. F.eks. er det i dag let at følge højkirkens tidligere loftslinie lige over tårnbuen.

Det gamle, fine inventar er også blevet sat i stand, så det nu kan leve op til det smukke, hvidkalkede kirkerum.

Litteratur:
Danmarks kirker, Københavns Amt. 1. bd. v/ E. Moltke, Elna Møller og C. G. Schultz. 1944.
Schultz, C. G.:Vor Frue i Roskilde. Udsnit af: Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1937.
Jexlev, Thelma: Nonneklostrene i Roskilde. Udsnit af: Historisk årbog fra Roskilde amt. 1977.