Gå til sidens indhold

1000 års historie

Roskilde Domkirke, der med sine spir stræber mod himlen, bærer historien om arkitekturens udvikling og kongernes liv og død. I 1000 år har kirken haft en markant plads både i landskabet og i Danmarks historie, først som hovedkirke for Danmarks mægtigste bispestol, siden som kongemagtens gravkirke. Roskilde Domkirke blev indskrevet på UNESCOs Verdensarvsliste i 1995.

Få et overblik over Domkirkens lange historie her:

Myternes kirke

Harald Blåtands navn har siden middelalderen knyttet sig til Roskilde Domkirkes historie. Hans portræt pryder en af kirkens søjler, og kirken regnes fortsat som Harald Blåtands gravsted.  Den tyske munk og historiker, Adam af Bremen, beretter i 1060'erne, at Harald efter sin død omkring 988 bliver bragt til Roskilde og begravet i den kirke, han selv har grundlagt. Der findes ingen samtidige kilder eller arkæologiske spor, der underbygger denne påstand, og det er derfor usikkert om Roskilde eksisterede på Haralds tid. Det ældst-bevarede dokument, der omtaler byen Roskilde, er fra 1022.

Svend Estridsen

Uden fysiske spor er det nærliggende at tro, at fortællingen om Haralds gravlæggelse i Roskilde Domkirke har rod i ønsket om at styrke Roskilde Domkirkes anseelse på et for kirken og Danmark kritisk tidspunkt. Netop da Adam nedskriver sin beretning, er kong Svend Estridsen ved at anlægge en ny stor Domkirke i Roskilde. Kirkebyggeriet er et led i Svends politiske ambitioner om, at Danmark ikke alene skal frigøres fra tysk indflydelse i kirkelig henseende, men at Roskilde skal være som centrum i et nyt ærkebispesæde for hele Norden.

I mange år mente man, at ikke bare Svend Estridsen men også hans mor Estrid lå i Domkirken. En DNA-prøve foretaget i 2005 kunne dog påvise, at skeletterne i de to grave ikke er genetisk beslægtede, og de to er derfor ikke i familie med hinanden. Det er altså ikke Svend Estridsens mor, der er begravet, men en anden Estrid. 

Harald Blåtand er ikke alene stamfar til kongeslægten. Han er også kongen, der samlede riget og kristnede danskerne. Hvis det rygtes, at Harald er begravet i den nye Domkirke, vil det styrke kirkens anseelse og kandidatur. Dermed bliver Haralds påståede gravlæggelse en væsentlig og stærk symbolsk brik i et større politisk spil. Med tiden er også Haralds søn, Svend Tveskæg, blevet knyttet til Domkirkens kongebegravelser, men heller ikke denne påstand syntes at have meget bund i virkeligheden.

Ærkebispesæde

Svends Estridsens kirkebyggeri står færdigt i 1080. Det er en kirke opført i kalksten med et tilhørende kloster. Roskilde Domkirke bliver ikke ærkebispesæde, den ære går til Lund Domkirke i 1103. Op gennem middelalderen forbliver Roskilde Domkirke dog et magtfuldt og betydningsfuldt kirkeligt centrum i Danmark.

Teglstensgotikken

I midten af 1100-tallet sker der to store ændringer i den europæiske arkitektur, som får stor betydning for kirkebyggeriet i Roskilde. Gotikken afløser den romanske stil i store dele af Europa. Samtidig genopstår teglstenen som byggemateriale. Roskilde Domkirke er et af de tidligste eksempler på fusionen mellem teglsten og gotik – teglstensgotik.

Romanske kirkerum er typisk mørke. Tykke mure med små vinduer bærer de tunge stenlofter (hvælvinger). Dette er modsat gotikkens stilart, som opstod i Frankrig omkring 1140. Ifølge Biblen skabte Gud lyset, og gotikkens mål er at skabe himmelstræbende kirkerum fyldt med guddommeligt lys fra store vinduer.

I gotikken hviler vægten fra stenlofterne på søjler i stedet for mure. Det sker ved hjælp af tre elementer: ribbehvælvet og spidsbuen leder vægten fra hvælvingerne ned i søjlen, som holdes på plads af tunge stræbepiller.

Samtidig med at gotikken udvikles, genopdages kunsten at brænde tegl. Romerne byggede mange af deres templer, huse og paladser i sten af brændt ler. Når ler brændes ved en temperatur på omkring 1000 grader, bliver det hårdt som sten. Ved Romerrigets kollaps i midten af det første årtusinde, gik mange ting i glemmebogen, bl.a. kunsten at producere tegl. I midten af 1100-tallet genopstår teglstenbrænderkunsten og breder sig udover Europa. I det ellers stenfattige Danmark får teglstenen hurtigt tag i kirkebyggeriet, hvilket Sorø (klosterkirke) og Ringsted (Skt. Bendts) er klare eksempler på.

En gotisk ener

Hvornår den nuværende Domkirke påbegyndes, ved vi ikke med sikkerhed. Tidligere mente man, at roskildebispen Absalon satte byggeriet i gang som et romansk kirkebyggeri i 1170erne, hvorefter biskop Peder Sunesen lader kirken bygge færdig i gotisk stil.

Nye undersøgelser konkluderer dog, at kirken ikke er påbegyndt som en romansk kirke. I stedet er den fra starten tænkt som en gotisk kirke, men hvor romanske elementer, såsom rundbuen, stadig spiller en rolle. Gotikken stammer ganske vist fra Frankrig, men Domkirkens forbillede er ikke direkte fransk. Den er nærmere inspireret af en tilpasset gotisk stilart, som kan findes i tyske kirkebyggerier langs Rhinen.

Det er sandsynligvis biskop Peder Sunesen, der omkring 1200 sætter byggeriet i gang. Kirken formodes at være næsten færdigbygget, da den brænder første gang i 1282.

Domkirken repræsenterer et nybrud i Danmark, men den får næppe den indflydelse på arkitekturen i Danmark, som man tidligere har ment. Med inspiration fra de store kirkebyggerier i Østersøens Hansabyer, slår gotikken først for alvor igennem i Danmark omkring 100 år efter, at Roskilde Domkirke står færdig.

Margrete 1. i 1413

Næsten helt tilbage til oldkirken har det været kristen skik at lade sig begrave i kirkerne. Med tiden udviklede denne skik sig til kun at omfatte de velhavende og magtfulde: Herremænd, kirkefolk og fyrster. Svend Estridsen var den første danske konge, man med sikkerhed kan sige blev gravlagt i Roskilde Domkirke. Men fra hans død i 1076 valgte danske konger andre kirker som deres gravsted.

I 1413 sker der noget afgørende i Roskilde Domkirkes historie. I 1412 dør Margrete 1. Hun har samlet Danmark, Norge og Sverige i en fælles union, Kalmarunionen. Hun har tætte forbindelser til Roskilde Domkirke, men vælger at blive begravet samme sted som sin søn, far og bedstefar: Sorø Klosterkirke. Allerede i 1413 henter biskoppen i Roskilde, Peter Lodehat, hendes lig til Roskilde. Her begraves hun med pomp og pragt i en prægtig sarkofag. Roskilde Domkirke skal være gravkirke for Kalmarunionens regenter.

Christian 1.

I 1443 brænder store dele af Roskilde og Domkirken beskadiges voldsomt. For at skaffe penge til restaureringen udstedes et afladsbrev, hvor man lover 40 dages aflad til alle der med bønner eller almisser hjælper med genopbygningen. Det tager 21 år. Biskop Oluf Mortensen istandsætter kirken og bygger kirkens tre våbenhuse, samt sit eget gravkapel, Skt. Birgittes Kapel.

Christoffer af Bayern (død 1448) begraves i Domkirken og hans efterfølger Christian 1. (død 1481) ligeså. Sidstnævnte lader omkring 1461 opføre sit eget kongelige gravkapel, Helligtrekongers kapel. Dermed indledes en kongelig tradition med at udbygge kirken med kongelige gravkapeller. I løbet af de næste 500 år opføres yderligere tre gravkapeller på kirken.

Reformationen i 1536

Reformationen i 1536, hvor Danmark forlader den katolske kirke og tilslutter sig den evangelisk-lutherske får store konsekvenser for Roskilde. Den danske kirke er nu underlagt kongemagten. Roskilde stift indlemmes i et samlet Sjællandsk stift og biskoppen flytter sin bolig til København. Kirken næsten 80 helgenaltre nedbrydes og kirkens kor lukkes af. Store dele af Domkirkens besiddelser afleveres til kongen.

I årene før reformationen mister Domkirken sin position som kongelig gravkirke. Kong Hans og Christian 2. begraves i Odense og Frederik 1. i Slesvig.

Frederik 2.

Efter Christian 3.s død i 1559 genopliver Frederik 2. Roskilde Domkirke som kongelig gravkirke. Christian 3. begraves i Helligtrekongers kapel under et prægtigt gravmæle. Frederik 2.s beslutning er næppe tilfældig og vidner om store symbolske bevæggrunde. I Roskilde Domkirke løber flere historiske sigtelinjer sammen.

Kirken er grundlagt af Danmarks første kristne konge, Harald Blåtand og her ligger Kalmarunionens stifter, Margrete 1. begravet. I Helligtrekongers kapel bliver Christian 3. stedt til hvile ved siden af sin oldefar, Christian 1., den første konge af den Oldenborgske slægt. Begravelsen sender et klart signal om den danske kongers fortsatte magt og ambitioner i forhold til Norden og det øvrige Europa. Siden Christian 3. er alle danske konger blevet begravet i Roskilde Domkirke.

Kongeslægten

Kontinuiteten i det danske monarki har i århundreder baseret sig på iscenesættelser ved livets store overgange. Mens kroningen opleves som noget øjeblikkeligt og performativt, fastholder det kongelige gravmæle magtsymbolik og sakralitet hinsides nuet. Rigt udsmykket med symboler og fortællende dekorationer udgør både gravmæler og kapeller dermed en forbindelse til fortidens monarker og deres samtid. Samtidig underbygger gravmælerne forestillingen om kongeslægtens fortsatte berettigelse. Gravmælerne i domkirken er således en fysisk manifestation af ordene ”kongen er død, kongen længe leve”.

Dermed bliver Roskilde Domkirke samlet set et magttestamente, der trækker tråde til det konstitutionelle monarki, enevælden, Kalmarunionen og det danske monarkis begyndelse.

Christian 4.

En ny altertavle kommer til kirken omkring 1600. Christian 4. opstiller sin egen loge og en prædikestol. Da dronning Anna Cathrine dør i 1612, bygger Christian 4. et nyt kapel til sin familie. I 1630'erne opfører Christian 4. desuden kirkens karakteristiske spir. 

Ombygninger og kapeller

I 1690 ryddes det gamle katolske højkor og indrettes til gravplads for Christian 5. Muren imellem kirken og koret rives ned, og alteret flyttes op i koret. I 1770 igangsættes byggeriet af Frederik 5.s kapel. Byggeriet bliver dog langt dyrere end forventet, og kapellet står først færdigt i 1825. I sidste del af 1800-tallet gennemgår kirken en række hårdhændede istandsættelser, hvor en del af den originale kalkmaling fjernes. 

Christian 9. var den første af den glückburgske kongeslægt, og både Frederik 8. og Christian 10. er begravet i hans smukke og enkle kapel. Efter Frederik 9.s død i 1972 omlægges Domkirkepladsen og kongens gravplads indrettes i et åbent kapel udenfor kirken, efter kongens eget ønske - og som det eneste af sin slags. 

Endnu en brand og nyt gravmæle

Roskilde Domkirke fremstår I dag i hovedtræk som den oprindeligt er opført og kirkens arkitektoniske og historiske integritet er bevaret. Men tiden har også sat sine spor.  Kapeller, våbenhuse og spir er siden bygget til og spidsgavle på sideskibe og korrunding er fjernet. Store brande i 1282 og 1443 har hærget byen og kirken og raseret tage, vinduer og enkelte hvælv, men en total nedbrænding af kirken er undgået. I 1800-tallet gennemgår kirken store renoveringer, hvor en del mursten blev udskiftet, ligesom meget af kirkens indre kalkmaling bliver banket af.

I 1968 udbryder der brand igen og Margretespiret og korskæringens tag går tabt. Hurtigt genopføres det ødelagte og i tidens ånd anvender man brand- og rådhæmmende kemikalier. Tredive år senere må man dog konstatere, at kemikalierne har nedbrudt træet og kobbertaget, og resultatet er et sundhedsskadeligt miljø på kirkens lofter. Fra 2005-10 udskiftes Margretespiret og hele korskæringens tag.  Samtidig med at kirkens to store spir udskiftes kalkes kirken og der gennemføres en større renovering af kalkmalerier og kirkens interiør.

Traditionen lever videre

I 1995 indskrives domkirken på UNESCOs Verdensarvsliste. Roskilde Domkirke er indskrevet på Verdensarvslisten på grund af bygningsværkets indflydelse på udbredelsen af teglsten i Skandinavien. Kirken er med sine kongelige gravkapeller samtidig et monument over udviklingen i århundreders stilarter og repræsenterer indenfor flere epoker nogle af de bedste eksempler på tidens arkitektur. Domkirken giver et overblik over udviklingen i europæisk arkitektur, samlet i én bygning.

Nyt gravmæle

I 2010 opsættes en ny kongeport udført af Peter Brandes, og Brandes indretter også Sankt Andreas Kapel, der bruges til små kirkelige handlinger. Samme år præsenteredes en model af et nyt gravmæle til regenten udført af kunstneren Bjørn Nørgaard. Prins Henrik døde den 13. februar 2018, men er efter eget ønske ikke begravet i domkirken. Dronningens gravmæle er færdiggjort og opstillet i Skt. Birgittes Kapel, men er skjult af en tildækning ligeledes udfærdiget af Bjørn Nørgaard, indtil regentens død. Læs mere om det nye gravmæle i menuen.