MARGRETE 1.

Blandt de gravsatte i middelalderen var junker Christoffer (død 1363), der var søn af Valdemar Atterdag, men døde før sin fader. Til junkerens grav blev der et sted i Mellemeuropa bestilt et gravmæle hugget i alabast og forestillende en ung ridder i fuld rustning. Det ankom også til kirken, men henlå lige til 1878 før det blev stillet op.

Mens Christoffer blev begravet i Roskilde, skulle hans søster dronning Margrete (1353-1412) efter eget ønske hvile i kirken i Sorø, hvor hendes far, bedstefader og søn var begravet. Men den daværende Roskildebisp Peder Jensen Lodehat, der gennem et langt liv havde været dronningens nære medarbejder, lod liget bortføre fra Sorø Kloster »næsten med vold mod munkene«, og i juli 1413 blev hendes bisættelse fejret med storslåede ceremonier af fostersønnen Erik af Pommern. Herved kom Margrete 1. til at indlede den lange, næsten ubrudte række af kongebegravelser i kirken, som hun i øvrigt havde skænket store gaver, og til hvis altre hun og hendes jomfruer havde syet alterduge.

Danmarks frue

Ligesom broderen, Christoffer, fik hun en alabasterfigur på sit gravmæle, der blev opstillet i 1423, og som vistnok blev udført i Lübeck. Det stod i middelalderen foran kirkens daværende højalter på den fornemste plads. Selve figuren, der bortset fra kronen er den oprindelige, har måske en vis portrætlighed med den store dronning »Danmarks riges fuldmyndige frue og husbond«. Men hun er gengivet som en ung kvinde, og hun var næsten 60 år, da hun døde. Et morsomt og realistisk træk er bjælderne på hendes kjole; de hørte med til mode dragten i 1400årene. En rigtig kjole der skal have tilhørt Margrete, og som også blev opbevaret i Domkirken, blev bortført af de svenske tropper i årene 1658-60 og er nu i Uppsala.

Gravmælets udsmykning gik i øvrigt til grunde i tidens løb, og de figurer, der nu pryder dets sider, er fra omkring 1900. Til gengæld har dets indre aldrig været undersøgt. Bag Dronning Margretes grav stod i den sene middelalder en højaltertavle fra 1498, der skal have været pragtfuld med mange helgenfigurer og meget sølv og guld; men den er - ligesom de omtrent 70 sidealtre, kirken havde dengang forsvundet og kendes kun fra gamle beskrivelser.