Følg vandrefalken

Alt handler om beliggenhed. Det ved denne her vandrefalk, der har slået sig ned i det nordre tårn på Domkirken. Vi har døbt den Domfalken.

Du kan ofte se falken om morgenen sidde på en af de runde kobberdekorationer på tårnet foran vinduet. Herfra kan den ikke ses af kameraet, men kun hvis du selv dukker op med en kikkert. Nedeunder kan du derfor se en tidligere optagelse af vandrefalken fra før redehylden kom op.

Vær OBS på der kan dog forekomme signaludfald.

Vandrefalken er tidligere truet, og der er derfor opsat en redehylde til rovfuglen på opfordring fra Roskilde Kommune, Nationalpark Skjoldungernes Land og Danmarks Naturfredningsforening. Det er håbet at få et ynglende falkepar. Hylden overvåges af et live-cam, og du kan følge falkens færden og forhåbentlige redebygning her.

Vandrefalken har tidligere været forsvundet som ynglefugl i Danmark. Vandrefalken som ynglefugl forsvandt helt i 1972 ifølge Dansk Ornitologisk Forening, men de senere års indsats med bedre beskyttelse og forbud mod falkonervirksomhed m.m. betyder at fuglen genindvandrede i 2002. Sidste år lykkedes det 20 falkepar at yngle. Men hvor vandrefalken normalt yngler på skrænter ved Møns Klint, Stevns Klint og på Bornholm, er den nu kommet til byen.Læs mere om vandrefalke på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.

Vandrefalke er tidligere blevet set i tårnet på Roskilde Domkirke, blandt andet blev to set i marts 2017. Den nuværende vandrefalk har været på besøg fra tid til anden, men det er først nu, den er en så hyppig gæst at man vil forsøge få den til at bygge rede. Om det lykkes vil tiden vise.