
Kannikestolene i højkoret
Roskilde Museums udstilling
For at skabe en værdig ramme omkring dronning Margrete 1.s
sarkofag blev kannikekoret ombygget 1420 i gotisk stil. Frem til
ombygningen i 1690 dannede stolerækkerne med deres 48 sæder et "U"
omkring Margretes gravmæle, så de gejstlige til stadighed blev
mindet om deres pligt til at bede for dronningens sjæl. Margretes
sarkofag står endnu i dag på sin oprindelige plads.
Over stolestaderne findes 46 udskårne billeder fra Det Gamle og
Det Nye Testamente. Billedrækken er en af de ældste, vi har fra den
danske middelalder. Kannikestolenes billedrelieffer udstråler en
umiddelbar og charmerende fortælleglæde. Specielt de
gammeltestamentlige billeder er meget karakterfulde og fremstår i
en klar og letlæselig form.
I middelalderens kunst var illusion ikke afgørende for et
billedes skønhed. Kunsten var en symbolsk kunst og et yderst
udtryksfuldt redskab for kirken. Billeder havde et pædagogisk
sigte. Det var lærestof, som skulle efterfølges, og som derfor
besidder en høj moral og en høj grad af anskuelighed.
Udstillingen "Kannikestolenes billedrelieffer" er lavet af
museumsinspektør Annemette Birk Lund. Den kan opleves i kirkens
åbningstid frem til 30. januar 2013. Se www. roskildemusem.dk